Hvad er Faglært?
Faglært er Danmarks nye, store fejring af erhvervsskoleelever.
Den 19. september 2026 forvandles Aarhus midtby for allerførste gang til én stor fest for faglærte. Vi indtager byens gader, pladser og rum og skaber en hyldest for erhvervsskoleelever – nuværende og nyuddannede.
Med Faglært sætter vi fokus på de tusindvis af unge og voksne, der har valgt at gå en faglært vej og træder ud i arbejdslivet med vigtige kompetencer. Vi hylder de dygtige hænder og hoveder, der er klar til at bygge, skabe og drive Danmark fremad.
Eventet samler elever fra fire erhvervsskoler i Østjylland:




Hvorfor er det vigtigt at fejre faglærte?
Danmark kommer snart til at mangle faglært arbejdskraft. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan det dreje sig om næsten 100.000 personer allerede i 2030. Boliger, hospitaler og den grønne omstilling kræver alle faglærte hænder. De hænder er der ikke nok af, som det ser ud nu.
En del af forklaringen ligger i, hvordan vi prioriterer og taler om uddannelse. En 30-årig akademiker har i gennemsnit modtaget næsten tre gange så meget i offentlige uddannelsesinvesteringer som en jævnaldrende faglært. Og den offentlige debat om erhvervsuddannelser handler oftere om det, der går galt, end om de mange tusinde lærlinge for hvem det går rigtig godt.
Det ændrer vi ikke med ét arrangement. Men vi kan begynde at flytte noget.
Når en nyuddannet eller kommende elektriker, sosu-assistent, salgsassistent eller landmand bliver fejret for sit valg af uddannelse, sker der noget konkret: de bærer uddannelsen med stolthed i stedet for i stilhed. Det styrker fastholdelsen. Det styrker rekrutteringen. Og det sender et signal til de unge, der endnu ikke har valgt om, at en faglært vej er en vej der bliver set og værdsat.
Støttet af Tietgenfonden
Projektet realiseres med generøs støtte fra Tietgenfonden på 5,3 mio. kroner fordelt over tre år i perioden 2026-2028.

Vokseværk
Faglært er bygget til at vokse.
Modellen bliver dokumenteret og kan tages i brug af erhvervsskoler i hele landet. Det er vores ambition at fejringen med tiden ikke er et aarhusiansk projekt, men en dansk tradition.
Ønsker du at høre mere om vores erfaringer og indgå i dialog om udfordringer, løsninger og egne muligheder for etablering af en fejring for erhvervsskoleelever i dit lokalområde?
Kontakt AARHUS TECHs projektchef Jimmi Bakkegaard Ludvigsen på jblu@aarhustech.dk
Elevernes stemmer
”Faglært er et nyt projekt, som jeg inderligt ønsker slår permanente rødder. Det er superrelevant med en stor begivenhed for faglærte, fordi det hylder en gruppe mennesker, som ikke blive hyldet så meget, som de burde. Vi er med til at bære samfundet, og Faglært er en fantastisk måde at udtrykke taknemmelighed på. Jeg tror, det kommer til at betyde meget for nye faglærte i fremtiden.”
– Ditte Antonsen, elev på Aarhus Business College og medskaber af Faglært

“Jeg synes, Faglært er en vigtig begivenhed, fordi den er med til at sætte fokus på den store værdi, erhvervsuddannelser har for både samfundet og den enkelte. Det er en anledning til at vise anerkendelse af eleverne og samtidig inspirere flere til at vælge en faglært vej.
Det er både spændende og meningsfuldt at være en del af programgruppen. Jeg oplever et stærkt engagement, stor inklusion og en fælles ambition om at skabe et arrangement, der gør en forskel og bliver husket.
Personligt deltager jeg også, fordi jeg gerne vil repræsentere et lidt ældre segment, os der både har familie og børn, og vise, at der er mange veje ind i en erhvervsuddannelse, også senere i livet. Det håber jeg, at Faglært kan være med til at synliggøre.“
– Anne-Mette Cortsen, elev på Sosu Østjylland og medskaber af Faglært
Hvem er en del af Faglært?
Projektet gennemføres i samarbejde mellem de fire erhvervsskoler, Aarhus Kommune, fagbevægelsen og erhvervslivet og sponsorer, der ønsker at bakke op om erhvervsuddannelserne og næste generation af faglærte.
